1. Maj
Der var fuldt hus til Venstrefløjens fejring af 1.maj i Røde Hus.
Vi startede i solskinnet i haven med at synge Kaj Himmelstrups nyfortolkning af "Når jeg ser et rødt flag smælde" ledet af Anders Haagen Nielsen på guitaren.
1.majtalen blev holdt af Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem i Nordsjælland, Sinem Dybvad Demir. Sinem er tidligere Tillidsrepræsentant og aktiv i fagbevægelsen, så hun glædede sig til at kunne arbejde med nogle af sine og fagbevægelsens mærkesager i sin nye tillidspost, som folkevalgt på Christiansborg.
Der blev lyttet opmærksomt til Fathi El-Abed formanden for Palæstinensisk Venskabs forening, da han fortalte om den forfærdelige situation Israel udsætter det palæstinensiske folk for i Gaza og på Vestbredden.
Det var en meget berørt formand for venskabsforeningen, der fortalte om den nyligt vundne retsag mod Jotam Confino, som havde beskyldt Fathi for at være terrorsympatisør. Terrorbeskyldningerne havde betydet at han som formand for foreningen havde fået begrænset sin ytringsfrihed og var blevet udelukket for mange debatter om situationen i Gaza og på Vestbredden.
Som sædvanlig var der sørget for lækker mad til både vegetarerne og rovdyrene og der blev råhygget på tværs af generationerne.
